Presse: Nye tiltag skal begrænse lugten fra Daka yderligere

På det netop afholdte møde i dialogforum for naboer og politikere i lokalområdet, blev lugtgenerne fra Daka over sommeren karakteriseret som acceptable. Fabrikken har over sensommeren implementeret en række nye tiltag, som yderligere skal være med til at begrænse lugtgenerne. Blandt andet har fabrikken lukket ned for driften lørdag kl. 12 for at minimere generne i weekenden. Dertil kommer flere tiltag, der er med til at bekæmpe diffus lugt på området.

Udsugning over lastbiler

Hver dag henter tankvogne fedt på fabrikken og kører det til Løsning, hvor det videreforarbejdes til klimavenlig diesel. Miljøstyrelsen har i forbindelse med læsning af fedtet konstateret en diffus lugt på området. Daka har derfor nu installeret et nyt udsugningsanlæg, der fjerner lugt, når lastbilerne fyldes med fedt. Luften fra det nye anlæg føres til fabrikkens biofilter og behandles, så eventuelle lugtgener minimeres.

”Udsugningen er nem at betjene for chaufførerne, og vi håber, at anlægget kan være med til at gøre en positiv forskel for naboerne”, siger kommunikationsdirektør Per D. Thomsen.

Ingen adgang for kloge måger

Tidligere på sommeren dukkede der problemer op fra en uforudset kant. En medarbejder fik på en af sine daglige runderinger på området øje på et par mistænkelige måger. De kloge måger havde fundet ud af at aktivere fabrikshallens automatiske porte ved at flyve forbi en sensor, der åbner porten. På denne måde fik mågerne adgang til fabrikshallen. Det er der nu sat en stopper for.

”Vi er meget på vagt over for diffus lugt, der blandt andet kan stamme fra åbne porte. Vi har derfor støbt en ny type sensorer ind i et nyt betondæk, som kun kan aktiveres af lastbiler og gaffeltrucks. På den måde undgår vi uønsket åbning af portene, som det var tilfældet med mågerne”, fortæller Per D. Thomsen.

Ny rute for lastbiler

På mødet i dialogforum blev der spurgt ind til, hvorfor nogle har set lastbiler i udkanten af Assentoft. Det er der en god grund til.

”Det er ikke muligt at køre af ved Grenåvej fra hovedvej 16, når man kommer vestfra. Derfor vender bilerne ved afkørslen ved industrikvarteret for at komme ned ad Grenåvej fra øst. Vi anvender denne vej for at undgå at komme ind over Randers Syd og gennem Assentoft”, forklarer Per D. Thomsen og understreger, at Daka løbende optimerer ruterne, så lastbilerne kører til og fra fabrikken med mindst mulig gene for naboerne.