Presse: Daka beklager lugtgener fra fabrikken i Randers

Flere naboer til Dakas fabrik i Randers har i weekenden oplevet lugtgener. Det skyldes et nedbrud på et af de ozon-anlæg, som fabrikken har monteret for at nedbringe lugtgenerne.

”Vi beklager de periodevise lugtgener omkring fabrikken. Vi har arbejdet på højtryk for at få anlægget op at køre, men det har vist sig, at den defekte ozon-generator ikke kan repareres. Vi har derfor bestilt et nyt anlæg, der bliver monteret i uge 12. Indtil da forsøger vi at tilrettelægge driften, så generne bliver mindst mulige for naboerne”, siger Per Dunkelskov Thomsen, udviklingsdirektør i Daka.

De første problemer med ozon-anlægget viste sig i december, hvor nedbruddet blev meldt til Miljøstyrelsen, og arbejdet gik i gang med at få anlægget op at køre. Da det ikke kunne lade sig gøre, blev der lavet en hasteordre på et nyt anlæg, som dog først kan leveres i uge 12. Leveringstiden skyldes, at der er tale om et større anlæg, der skal specialdesignes til fabrikken i Randers.

”Det har indtil nu været vores vurdering, at et nedbrud ozon-anlægget på denne årstid ikke ville give anledning til lugtgener. Udover ozon-anlægget renser vi luften i et biofilter, der i kolde perioder normalt er tilstrækkeligt. Da vi i går modtog otte klager, har vi orienteret om sagen på vores hjemmeside. Vi beklager den hidtil manglende orientering om problemerne med ozon-anlægget”, siger Per Dunkelskov Thomsen.

Fabrikken monterede i 2019 et ekstra ozon-anlæg for at nedbringe lugtgenerne. Det nye anlæg kører normalt, mens det gamle nu står til udskiftning.